Brug gamification som en del af din salgsstrategi

Kresten Wiingaard, CEO 10 Maj 2012

Du har sikkert hørt om gamification, som gennem de senere år har spredt sig som en steppebrand på internettet med et hav af artikler, lærebøger og best practise eksempler.

Gamification handler om at gøre produkter eller informationer spilbare ved at tilføje spilmekanismer og spiloplevelser. Det kan f.eks. være ved at belønne en ønsket brugeradfærd på dit website i form af optjening af point, high score lister, vituelle penge, rabatter osv.

Gamification som salgsstrategi

Det er meget stort i USA, og har været det længe. Selv i Danmark har vi fået et par konkrete eksempler fra Kraks reklamesatsning ”Jagten”, hvor brugeren skal hjælpe Casper Christensen med at finde et manuskript, han har mistet efter en våd aften i byen, eller McDonald’s coinoffer-kampagne, hvor du via en app kan samle virtuelle ”coins” rundt omkring i landet, der så kan ombyttes til burgere på den nærmeste restaurant.

   

Men gamification kan også bruges langt mere simpelt end at bruge flere millioner på en større landsdækkende kampagne. Det jeg finder interessant ved emnet er, at gamifcation også dækker over en salgsstrategi, hvor du kan bruge gaming elementet til at overtale kunden til at købe mere i din webshop.

Få kunden til at købe mere

Lad mig komme med et fiktivt eksempel. Du har en e-handelsløsning, hvor kunden skal lægge nogle varer i din indkøbskurv. Her kunne du lave forskellige gaming tiltag når kunden skal igennem dit købsflow for hele tiden at motivere kunden til at fortsætte og ikke mindst gennemføre købet.

Der falder altid nogle kunder fra under købsprocessen, hvilket mange netbutikker kæmper med. En af måderne for at få folk til at fortsætte i købsflowet er at give dem en gulerod for at fortsætte. Nedenfor har jeg lavet nogle eksempler på gaming tiltag, som forholdsvist nemt kan implementeres. Du er sikkert allerede stødt på et par stykker af dem rundt på nogle af de større webshops, og det viser blot, at det virker! Eksempler kunne være pop ups eller information så som:

  • Du er nu 25% fra at være en del af vores eksklusive kundeklub
  • Hvis du køber for over 500 kr giver vi dig gratis fragt
  • Du mangler kun at købe for x antal kr. for at opnå gratis fragt
  • Hvis du køber for over 1.000 kr. giver vi dig 25 % rabat på en valgfri vare ved dit næste køb

Lav en legende tilgang til din webshop

Det handler i bund og grund om at facilitere rammerne for en legende tilgang til dine produkter, webshop eller budskaber. Gamification kan skabe deltagelse, engagement og loyalitet ved at spille på vores alles behov for belønning, status, præstation og selvudfoldelse. Du skal blot tænke lidt kreativt for at udnytte mulighederne. 

Har du nogle gode oplevelser med gamification som salgsstrategi? Så vil jeg meget gerne høre om dem. Brug evt. kommentarfeltet nedenfor.