5 social media trends for 2012
Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent
Vi skriver december 2011 i kalenderen, og derfor er det et godt tidspunkt at se på, hvilke trends jeg tror på vil præge 2012 indenfor de sociale medier.
1. Cross Channel strategien
I Adapt er vi store fortalere for denne strategi, for vi har set det virke! Det handler om at integrere alle dine kanaler med hinanden, så de både understøtter, forlænger og bidrager til værdien af dit brand. Mange taler om mobilen, sociale medier, online markedsføring, public relations, nyhedsbreve, direct mail, online kundeservice og salg, som om de arbejder i siloer.
Men 2012 er det år, hvor alle disse kanaler skal integreres med hinanden. Kundeservice kan ikke udføre sit arbejde uden at tale med salget. Salget har brug for hjælp af public relations. Og mobilen kan ikke leve uden markedsføring. Du vil se, at alle kanaler vil integreres og arbejde tættere sammen end nogensinde før.
2. Social handel
Hvis du f.eks. går ind i en Apple butik (I skrivende stund er det endnu ikke muligt i DK), og tjekker ind via Foursquare, så vil du blive spurgt, om du ønsker at betale dine varer med en Apple App. Det kræver blot, at du henter Apples app, scanner stregkoden på dine varer, hvorefter du får en subtotal og klikker ok. Beløbet bliver trukket direkte på din iTunes-konto, hvorefter en kvittering bliver mailet til dig.
Det er nemt, effektivt og hurtigt, og specielt velegnet hvis der er rigtig mange mennesker og lang kø ved kasserne i Apple butikken. Det vil spare mange for meget tid og opbrugt tålmodighed. Starbucks gør det allerede ved hjælp af telefonen og scanneren på telefonen. Du vil se meget mere af den slags til næste år, og jeg glæder mig til at følge udviklingen med social handel.
Men når det så er sagt, så vil ovenstående kræve, at hver butik skal have en konto som iTunes, og det tvivler jeg på vil ske. Derfor bliver iTunes ikke vinderen her, men derimo betalingskortaktørerne eller bankerne, som er dem der har den bedste forudsætning for at komme på banen.
3. Nye sociale netværk
Det lyder helt hul i hovedet, for det vrimler med sociale netværk, men der findes nogle seje platforme som f.eks. Pinterest, som vinder mere og mere ind. Pinterest er et socialt netværk, hvor du holder samling på alle de spændende ting, du finder på nettet. En slags scrapbog hvor du samler alt indenfor lige den kategori, du vælger.
Hvor du i gamle dage måske ville klippe ud fra magasiner bruger du idag bare Pinterest. I USA er de allerede begyndt at lave Pinterest konkurrencer såsom “Pin-to-win”. Det er stadig for tidligt at se nogen resultater, men jeg er ikke i tvivl om, at andre vil følge udviklingen og prøve nye sociale medier af.
4. Social Search
Sociale medier vil påvirke søgemaskinens resultater endnu mere end de gør i forvejen. Ud over at søgemaskinerne vil crawle indholdet på virksomhedernes websites for relevante søgeord, så vil søgemaskinerne også trække på resultater fra sociale netværk som Facebook, Twitter og LinkedIn. Fremover vil vi få langt mere real-time information at se i vores søgeresultater fra sociale medier som Facebook, Twitter, blogs og brugergenererede anmeldelser.
Søgemaskiner som Google finpudser og tilpasser løbende deres algoritmer, og de er meget opmærksomme på relevansen af de sociale medier. Google har for nylig lavet nogle tweaks i deres søgealgoritme, så søgeresultaterne er mere rettidige og up to date i form af for nyligt publiceret indhold.
På de websites og virksomheder der har blogs, er integrationen af de sociale medier i søgemaskinens resultater vigtige. Desuden bliver søgeresultaterne langt mere personaliserede og tilpasset personlige præferencer, især med integrationen til Google+.
Sider, der tidligere har været delt af dit netværk på Facebook, Twitter eller Google+, rangerer højere i dine egne søgeresultater. Dog kan samme søgning for en anden person være markant anderledes, fordi vedkommendes netværk af venner deler forskelligt indhold. Forvent derfor, at dine søgeresultater vil flytte endnu mere i retning af social relevans i 2012.
5. Brugeranmeldelser på dit website
Flere og flere virksomheder vil begynde at anvende brugeranmeldelser og ratings på deres websites. De har nemlig stor indflydelse på brugerens købsbeslutning. Derfor vil dette blive langt mere udbredt end det er i dag.
Desuden siger rygterne, at det næste inden for SEO verdenen at ratings vil blive mere synlige i søgeresultarerne i form af f.eks. stjerne. Det vil samtidig også skabe blikfang for brugeren.
Kan du komme på nogle trends, som jeg ikke allerede har nævnt i dette blogindlæg, så er du mere end velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet nedenfor.
Tags: Social Media Marketing Web trends Sociale medier

Kommentarer