Forside  >  Adapt Blog  > 

Brugeroplevelser er den nye trend når du shopper på nettet

Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent

09
jul 2010

I takt med at e-handel fortsat stiger skærpes konkurrencen også, og derfor skal folk, der beskæftiger sig med e-handel, fortsat være mere kreative når de skal tiltrække nye og bibeholde eksisterende kunder. En af måderne er at arbejde med brugeroplevelsen, når en kunde besøger din webshop.

Fra blot at have en ”almindelig” e-handelsløsning med produktbilleder og produktnavigation, tyder det på, at vi i fremtiden vil se flere e-handelsløsninger med banebrydende og anderledes produktbilleder som hos taske-brandet Coach eller videoer hvor du kan se produktet i brug som på f.eks. asos.com.

Noget tyder på, at de e-handelsløsninger, som er på forkant med tiden, formår at inddrage deres brugere, så de får en anderledes og god oplevelse når de besøger dit site. Co-creating, eller medskaber som det hedder på dansk, er en måde at dedikere brugeren til dit brand, fordi der ikke er tale om et hurtigt og tilfældigt køb, men noget der kræver involvering og refleksion. Co-creating kan gøres på mange forskellige måder, til forskellige segmenter og i forskellige prisklasser.

Jeg har fundet et par eksempler på forskellige e-handelsløsninger, som har formået at føre denne tendens ud i livet på en kreativ og anderledes måde, som andre e-handelsløsninger hurtigt kan tage ved lære af. Bemærk desuden også, at størstedelen af mine eksempler er udenlandske, og der derfor er rig mulighed for danske e-handelsløsninger at komme i gang og få et forspring før alle andre.

Eksempel 1: Modcloth

Modevirksomheden ModCloth, som er en lille amerikansk online vintage butik, har baseret deres forretning på at inddrage kunderne, da det er kunderne selv, som beslutter, hvilket tøj, der skal sættes i produktion og sælges i webshoppen.

Kunderne kan løbende stemme på forskellige designs, og give tøjet anmeldelser direkte på sitet. Når afstemningen er slut vil de forskellige designs enten blive sat i produktion eller fravalgt. Når et design sættes i produktion, vil de kunder, som stemte på det, modtage en e-mail, så snart tøjet er tilgængeligt. På den måde kan de være de første, der køber det. Det giver igen kunden en følelse af nærhed og at der bliver taget hånd om dem.

Udover, at kunderne føler sig specielle og involveret, så sparer ModCloth også en masse penge på at inddrage brugerne på denne måde. For en lille onlinebutik som ModCloth kan det nemlig være fatalt at indgå bindende aftaler om en større lagerbeholdning, da de ikke ved, om kunderne vil købe det. Men ved at inddrage kunderne og lade dem bestemme, hvilket tøj, der skal sættes i produktion, er ModCloth sikre på, at der er salg i det tøj de vælger at producere.

ModCloth planægger desuden, at kunderne skal have mulighed for at navngive de forskellige designs, beskrive dem og foreslå styling tips til designet.

Eksempel 2: Golden Hook

Hos Golden Hook kan kunderne designe deres egne huer og tørklæder med farver, størrelser og længde og til sidst selv udvælge den franske bedstemor, som skal strikke det.

Hjemmesiden er udstyret med et design program samt en oversigt over de bedstemødre, som kunden kan vælge skal strikke huen eller tørklædet.

Eksempel 3: Louis Vuitton

Louis Vuitton har også formået at inddrage kunden i deres webshop, da kunden får mulighed for at få isat sin personlige signatur på sin eksklusive taske. Kunden kan give tasken et personligt præg ved at få malet initialer på tasken, trykt det ind i læderet eller ved at specielbestille din helt egen taske og model.

Eksempel 4: Nike

Nike har formået at være på forkant i mange år. Med NikeID kan kunderne selv specialfremstille deres sko. Der er sko både til sport og sporty sko til hverdag.

Inde på hver enkelt produktside vælger du selv materialer, farver og tilføjer din personlige “id” til skoen. Til og med farven på sålen kan forandres, og alle forandringer kunden laver kan ses med det samme. Nogle steder er det også muligt at uploade sin egen grafik.

Du kan også vælge, om skoen skal være bred eller smal, og om højre og venstre sko skal være forskellig i størrelsen. Levering af sko fra NIKEiD tager omkring 4 uger og prisen for et par NIKEiD sko varierer meget fra model til model og ligger mellem 730-2000 kr.

Eksempel 5: Tailorstore

Hos Tailorstore kan du få skræddersyet dit tøj ned til mindste detalje. Det giver kunden mulighed for at få det fuldstændig, som kunden gerne vil have det. Kunden kan vælge i mellem stof, farve, mønster, form, type flip på skjorten og hvad det ellers måtte være. De skræddersyr alt lige fra skjorter og boksershorts, og så er webshoppen tilmed dansk.

Eksempel 6: Polyvore

Polyvore har forstået tendensen med co-creating, da brugerne kan agere stylister og sammensætte outfits af produkter fra forskellige online-modehandlere. Samtidig kan andre brugere lade sig inspirere og stemme på dem.

Polyvore giver dermed brugeren mulighed for nøje at udvælge sin personlige stil ud fra en en masse forskelige produktmuligheder. Som medproducent kan brugerne lege med de brands, hun/han godt kan lide, og denne interaktion involverer hende på et dybere niveau, end hvis hun blot køber en standardvare.

Mine afsluttende kommentarer

Ovenstående lyder måske som et urealistisk scenarie på din e-handelsløsning, men du kan sagtens bruge ideerne til at skabe noget mere brugerinvolvering i din webshop. Du kan også nøjes med at give dine kunder mere magt, da det uden tvivl også vil få dem til at føle sig involveret.

Det kan f.eks. være små ting som at give brugeren mulighed for at bestemme, hvor mange produkter kunden vil se af gangen, hvilken farve produktet skal være i samt størrelse og give brugeren mulighed for at zoome ind på produktets materialer.

Tags: Brugeroplevelse E-handel Webshop Trends

Kommentarer

Nyt indlæg