Drop applikationerne til iPhone
Tommy Davis, Udviklingschef
Med dette blog indlæg vil jeg gøre det klart, hvorfor du bør droppe applikationerne til en iPhone, og i stedet satse på en mobil webløsning til telefonen. Det er der flere grunde til.
Din løsning skal kunne ses på flere platforme
En mobil webløsning virker på alle smart phones. Med smart phones menes mobiltelefoner, som er egnet til at gå på nettet som f.eks. Android telefoner, iPhone og nyere Nokia. Hvis du vælger applikationer til en iPhone, så kan applikationen kun ses på en iPhone, og ikke på andre smart phones.
Det er en dårlig forretning, når du har muligheden for at lave nøjagtig samme ”applikation”, men som i stedet kan ses på mange flere platforme. Jeg frygter, at historien gentager sig, som dengang da Microsoft havde opnået et de facto monopol på browsere og sad på 95 % af markedet med Internet Explorer.
Lad ikke historien gentage sig
For ikke så mange år siden levede vi en verden hvor man ikke kunne bruge sin netbank, ikke kunne handle online og ikke kunne se sin selvangivelse medmindre man brugte Internet Explorer. Det har krævet en kæmpe indsats fra mange sider at få det ændret og i dag kender mange forbrugere navne som Firefox, Chrome og Safari.
Desværre haltede mange virksomheder efter og fulgte ikke med tiden, hvilket resulterede i, at deres hjemmesider kun kunne ses i Internet Explorer. Det var til stor gene for alle som ikke brugte Internet Explorer. Det ramte også virksomhederne, der gik glip af kunder og omsætning fordi deres webløsninger kun virkede for en kundegruppe. Gruppen var stor, men over tid blev den mindre og så skulle der pludselig investeres meget i at lave en ny løsning der fungerede for alle.
Samme udvikling ser man på mobilmarkedet. IPhone har de seneste par år været en dominerende platform på det mobile web og der er lavet en stor mængde applikationer til den. Andre platforme som Android er ved at opnå samme udbredelse og udviklere skal nu til at vedligeholde to versioner af deres program. Senere kommer Windows Phone 7 og Nokia med deres Symbian^3 styresystem og antallet af platforme er så oppe på 4.
Det bliver dyrt at udvikle og vedligeholde applikationer til så mange platforme. Løsningen er at skifte fokus til det mobile web som platform og anvende standarder som HTML 5 til at udvikle applikationerne. Så vil de virke på tværs af alle platforme.
Du slipper for opgraderinger og vedligeholdelse
Forskellen er, at når en bruger downloader en applikation til sin iPhone, så skal du som afsender vedligeholde og opdatere den for at være sikker på, at det er den nyeste version brugeren har på sin telefon. Det tager tid og koster ressourcer.
Tag Arla som eksempel. Arla har lavet en applikation, hvor du kan downloade 300 opskrifter til din iPhone. Men for at blive ved med at få opskrifter skal Arla hele tiden opdatere applikationen. Den version Arla har på nettet derimod har over 3.000 opskrifter, og bliver flittigt brugt af mange brugere hver eneste dag. Den bliver nemlig opdateret.
Brug webteknologier som platform når du laver applikationer
Mit budskab er, at jeg ikke ønsker at vi skal gentage historien. Der sker en rivende udvikling af HTML5. Browserne på alle de store mobile platforme tilbyder snart de samme muligheder fortat anvende telefonernes kamera, GPS o.s.v. som hvis man lavede en applikation.
Hermed forvinder de sidste argumenter for at blive med at udvikle applikationer der kun kører på en platform. Tag det kloge valg nu og giv brugerne en positiv oplevelse og opnå en større ROI.
Tags: Android iPhone Mobile webløsninger mobile web apps webapps

Kommentarer