Er en ny It boble på vej?
Kresten Wiingaard, Adm. Direktør
Det er interessant som historien gentager sig selv. It boblen brast tilbage i 2001, men nu er der opstået en ny boble - blot inden for sociale medier. I 2001 var de 24 største dotcom-virksomheder tilsammen 71 mia. dollars værd. I dag er de fem største virksomheder indenfor de sociale medier værdisat til 71,3 mia. dollars til sammen.
Går det for hurtigt?
Selv om dotcom krakket kostede flere virksomheder livet, rejste it-branchen sig fra det store kollaps, og i dag er de triste tider næsten glemt. Internettet boomer med nye websider, og vi har på ingen tid vænnet os til navne som YouTube, Facebook, LinkedIn, FourSquare og Twitter. Men måske går det hele alligevel lidt for hurtigt, og måske er en ny it-boble på vej?
De sociale medier tjener ingen penge
Noget kunne tyde på det, hvis du ser på de sociale medier. De fem største virksomheder indenfor de sociale medier har en værdi på 71,3 mia. dollars til sammen, hvoraf Facebook alene er 50 mia. dollars værd. Men det er de færreste af dem, som rent faktisk tjener penge. På papiret er de mange penge værd, men i virkeligheden er der ingen sammenhæng mellem indtjeningen og den anslåede markedsværdi.
Ligningen er set før
Og netop denne ligning er set før i forbindelse med diverse økonomiske bobler som f.eks. It-boblen i 2001 og bolig-boblen i 2007, hvor priserne på ejendomme blev løsrevet fra den økonomiske udvikling i samfundet og blev drevet af spekulation. Jeg tror derfor, at en ny social media boble er på vej!
Når boblen springer, vil det betyder mindre - eller hvad?
Dog vil social media boblen betyde mindre end de foregående, da mange af social media virksomhederne er på private hænder, og endnu ikke er på børsen. Men jeg tror, at det er et spørgsmål om tid.
LinkedIn går på børsen
Selskabet bag LinkedIn, LinkedIn Corp, er nemlig godt på vej til at blive børsnoteret. De udbudte aktier er blevet revet væk til en pris, der ligger i den høje ende af forventningerne. Men indtjeningen følger ikke med.
Ny boble på vej...
Og så begynder det at blive rigtig farligt. For så drejer det sig ikke længere om få personers private penge, men derimod mange aktionæres penge. Jeg tror, at de høje prisfastsættelser og mangel på indtjening, er tegn på, at der er en ny boble på vej. Inden længe vil vi se social media virksomheder som Facebook og Groupon blive børsnoteret, og sådan vil det fortsætte til boblen springer.
Tror du også, at der er en ny It-boble på vej? Del gerne dine tanker og meninger med mig.
Tags: Sociale medier Webbranchen Web trends LinkedIn Facebook Twitter YouTube

Kommentarer