Forside  >  Adapt Blog  > 

Er Landing Pages gammel vin på nye flasker?

Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent

17
mar 2010

I sidste uge var jeg ude hos Huset Markedsføring og holde et seminar om Landing Pages sammen med en kollega. Seminaret skulle give deltagerne svar på, hvad en Landing Page er, hvorfor de er vigtige at arbejde med, og sidst men ikke mindst var det vigtigt, at deltagerne fik nogle konkrete værktøjer, som de selv kunne gå hjem og arbejde videre med.

Landing Pages er et rigtig spændende område, som begynder at få langt mere opmærksomhed fra virksomhederne end før hen. Jeg tror det i høj grad skyldes virksomhedernes stigende fokus på deres online aktiviteter, og at de får øjnene op for, at det rent faktisk har en effekt at optimere forskellige sider på hjemmesiden. Siderne konverterer ganske enkelt bedre, når de er optimerede og gennemarbejdede.

Det har vi sagt i mange år….

Men Landing Pages er ikke noget nyt fænomen. Landing Pages er blot et af de nye buzz words i web verdenen, for selve måden at arbejde med Landing Pages på, er slet ikke er ny. Hvis jeg skal være rigtig grov, så er det i virkeligheden blot gammel vin på nye flasker.

Mine kollegaer i branchen har snakket og rådgivet om emnet i mange år, blot uden at nævne ordet Landing Page. Da jeg fortalte en kollega om budskaberne på seminaret i sidste uge kiggede han overrasket på mig og sagde: ”Jamen det er der jo ikke noget nyt i – det er jo præcis det jeg har sagt siden slutningen af 90’erne, når jeg har rådgivet folk om web”. Og jeg kunne jo kun give ham ret.

Hovedbudskaberne har nemlig ikke ændret sig en pind.

Det handler stadig om at optimere din hjemmeside ved at gøre den brugervenlig, og vigtigst af alt skal det være nemt for brugerne at betjene sig selv på dit site. Jo nemmere og mere overskueligt det er – desto bedre. Og det er det samme budskab, som gør sig gældende når du arbejder med Landing Pages.

Hovedbudskaberne er stadig de samme

Det er, og har altid været, det vigtigste budskab når du arbejder med internettet, og bruger nettet som en strategisk marketing og kommunikationskanal. Optimerede sider giver logisk nok et langt større udbytte og en større konverteringsrate.

Uanset hvem din målgruppe er og hvilke formål din hjemmeside har, så er brugervenlighed altafgørende for, om du får succes med din webløsning. Og det samme gælder Landing Pages. Selvfølgelig kræver en effektiv Landing Pages, at du både arbejder med din webstrategi og dit formål, designet, teksterne og selve effektmålingen, men i bund grund er hovedbudskabet det samme.

En Landing Page, og det gælder i øvrigt de fleste sider på dit site, skal være let at overskue og brugeren må ikke være det mindste i tvivl om, hvad han eller hun skal gøre. Brugerne skal straks føle, at:

  • De er landet det rigtige sted
  • De hurtigt og nemt kan finde det, som de leder efter
  • Siden er troværdig
  • Siden lever op til deres forventninger
Tags: Brugervenlighed Landing Pages

Kommentarer

Nyt indlæg