Nethandel truer butikkerne
Kresten Wiingaard, Adm. Direktør
Danskernes indkøb på nettet vokser eksplosivt. Den omfattende virtuelle handel er nu så udbredt, at den truer de fysiske butikker, der taber markedsandele til online salgskanalen. Nethandel vokser med 30-40 % om året, og den vækst kan butikkerne slet ikke matche. Eller også har de sovet i timen.
Detailhandlen har sovet i timen
Jeg synes ikke, at detailhandelen har været opmærksomme nok til at registrere netbutikkernes succes, fordi de gennem mange år kun har haft økonomisk fremgang, og masser af kunder i butikkerne. Jeg vil derfor vove at påstå, at de fysiske butikker får et chok nu hvor de gode økonomiske konjunkturer er slut, og de opdager, hvor stor en del af markedet, der er forsvundet.
Vigtigt med en hjemmeside
Det er ofte billigere at handle på nettet, fordi online-butikkerne ikke har de samme udgifter til husleje og personale. De fysiske butikker forsvarer de højere priser med, at de tilbyder en personlig vejledning af kunderne. Men det synes jeg nu heller ikke passer helt.
Ofte har kunderne mere viden end ekspedienterne om de forskellige varer, fordi de har gjort deres research på hjemmesiden før de handler. Andre bruger butikken til at prøve varen, for derefter at tage hjem og købe den på nettet. Uanset hvad, så synes jeg det er vigtigt, at virksomhederne har en hjemmeside, hvor forbrugeren har mulighed for at købe dens produkter online eller i det mindste læse om dem. Det er nærmest et must, og jeg er sikker på, at kunderne også forventer det.
Indkøbsstrukturen er i forandring
Langt de fleste traditionelle butikker er afventende i forhold til mulighederne på internettet. Men ifølge FDIH er indkøbsstrukturen i forandring, hvilket jeg er meget enig i. Detailhandelen er derfor nødt til at forholde sig til online- salg.
Hvilken salgskanal skal man vælge?
Mange har svært ved at vælge, hvilke salgskanaler de skal satse på. Men en ting er sikkert, og det er, at flere professionelle aktører inddrager og udnytter nettet i deres salg på den ene eller anden måde. Vi kan derfor ikke komme uden om, at internettet er kommet for at blive, og bør derfor være en af de vigtigste salgskanaler i virksomhedernes strategi.
Vågn op detailhandel
Jeg mener, at butikkerne bør se på mulighederne med en online salgskanal, og udnytte det potentiale, der ligger i den. Derfor kan jeg kun sige: Vågn op detailhandel og udnyt potentialet inden du mister flere markedsandele til netbutikkerne! Det er ikke første gang, at jeg bringer dette emne på bane. Du kan læse mit tidligere indlæg fra oktober 2007: opgør med myter om e-handel.
Tags: detailhandel E-handel

Kommentarer