Forside  >  Adapt Blog  > 

Indfør online Space Management i din e-handelsløsning

Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent

14
okt 2009

Jeg ved godt, at det måske er lidt tidligt at begynde at snakke om julehandel og i det hele taget nævne ordet jul. Men jeg vil nu alligevel komme ind på emnet, da onlinehandlen i december måned endnu en gang forventer stor vækst. Og hvis du gerne vil have en del af kagen, så er det bare om at komme i gang, hvis din shop skal være det foretrukne valg, når julegaverne skal handles.

De fleste marketingfolk har hørt om space management. Noget som detailhandlen i mange år har haft stor succes med. Tag for eksempel de store dagligvarekæder som Føtex, Bilka, Kvickly og Super Brugsen. Her er tænkt over placeringen på alle varer, og det er ingen hemmelighed, at de helt bevidst placerer deres varer, så kunderne har svært ved at undgå alle de gode og relevante/ikke relevante tilbud.

Hvorfor ikke gøre det samme i din online butik?

Med online space management har du rig mulighed for at påvirke dine kunders adfærd på nettet. Det handler alt sammen om, hvordan du præsenterer, guider og leder dine kunder gennem din online shop. Nøjagtig som de store supermarkeder også gør, når de placerer slikket oppe ved kassen, så kunderne ikke kan undgå at putte noget guf i kurven, mens de står i kø.

Men ikke alt fra space management teorien kan overføres direkte til nettet. Der gælder nemlig nogle andre regler, fordi kunderne har mindre tålmodighed på nettet, og kan ved blot et enkelt klik hoppe over til konkurrenten og handle der. Derfor er kravene også ekstremt høje når du skal opbygge eller optimere din netbutik. Nedenfor har jeg beskrevet, hvilke områder jeg mener, der er essentielle for en succesfuld online shop, hvor space management er tænkt ind i din e-handelsløsning uanset om du er i gang med at opbygge din netbutik eller blot vil optimere din nuværende.

1) Gode butikker har altid en pæn og præsentabel facade og indgang, så folk udefra får lyst til at kigge indenfor. De samme regler gælder også for din netbutik. Derfor skal din forside være troværdig, præsentabel og overskuelig, så kunderne med det samme føler sig trygge til at fortsætte.

2) I butikkerne bliver kunderne guidet rundt vha. tilbudsskilte og specifikke placeringer af udvalgte varer. Det kan du også gøre i din online shop ved hjælp af call-to-action knapper, billeder af specifikke produkter, intelligent navigation m.m.

3) Placer dine produkter og varer på den mest hensigtsmæssige og brugervenlige måde. Hvis du ikke har nogen ide om, hvor det, så kontakt en usabillity ekspert, som kender nettets præmiser og ved, hvordan brugerne agerer på nettet. Du kan også teste det vha. eye tracking test.

4) Hvordan skaber du mersalg i din online butik? Det kan du fx gøre ved at tilbyde kunden den service: ”Andre kunder købte også”, eller give kunden et rigtig godt tilbud, når de skal til betale.

5) Specialtilpassede e-handelskataloger er også et bud på, hvordan du kan gøre din webshop mere relevant for brugerne. Når en bruger besøger din netbutik igen kan netbutiken huske, hvad brugeren kiggede på sidst, og vil derfor placere relevante varer tydeligt, så de passer til brugerens præferencer.

6) Hvordan sikrer du, at kunderne oplever den samme service som i en fysisk butik? Er det nemt at finde en kontaktformular, mail adresse eller et telefonnummer til kundeservice? Har du en online chat, så kunderne kan få hjælp med det samme? Tænk også over, om du har tilstrækkelig med information på alle dine produkter, så kunden i virkeligheden kan finde de fleste svar der. Mange kunder søger også informationer inden de handler på nettet, og hvis de kan slå to fluer med et smæk på din hjemmeside, vil de nok også handle varen der.

Ovenstående er blot et udpluk af de tiltag, som du kan stjæle fra space management teorien og overføre til din netbutik. Det handler om at bruge internettets værktøjer, få prøvet dem af, testet dem og justeret dem, så de passer til dine kunder og deres adfærd.

Tags: E-handel Julehandel Online space management

Kommentarer

Nyt indlæg