Open Source's fremtid
Kresten Wiingaard, Adm. Direktør
99% af alle nye tiltag i Silicon Valley er baseret på open source teknologier. Silicon Valley er et af verdens førende innovationscentre, og Microsoft har, som beskrevet i et tidligere indlæg på bloggen, efter 10 års smædekampagne imod Open Source også erklæret sig som open source virksomhed.
Microsofts nye syn på Open Source
Microsoft forsøger at komme med i Open Source udvalg i brancheforeninger og i Open Source Leverandørforeningen i Danmark. Tidligere brugte Microsoft mange penge og ressourcer på at sprede FUD argumenter (Fear, Uncertainty and Doubt) på ugentlig basis mod Open Source teknologierne.
Det samlede beløb på at holde et negativt marketingsetup kørende imod Open Source, bruger Microsoft nu i stedet på at fortælle, hvor gode Open Source leverandører de er blevet. Det virker i mine øjne lidt komisk, men jeg kan sagtens forstå deres skift i holdninger, selvom den har været lang tid undervejs.
Open source giver frihed og skaber innovation
For mig har der siden 1994 ikke været nogen tvivl. Open Source ville vinde, fordi det giver frihed og skaber innovation. Internettet var aldrig blevet så udbredt på så kort tid, hvis ikke det havde været for Open Source teknologier som f.eks. Linux, Apache, MySQL, Perl/PHP for bare at nævne nogle af teknologierne.
Det bemærkelsesværdige er, at Silicon Valley netop helliger sig Open Source teknologier. Men kigger vi mod øst, så er Kina også godt i gang. Det får ret store konsekvenser, når så mange millioner mennesker folder sig ud i åben innovation.
Google's Android telefonstyresystem
Et slag, som også bliver interessant at følge, er Google's Android telefonstyresystem. Det er verdens første ægte Open Source telefonplatform. Den er netop frigivet, og tager kampen op imod Apples iPhone og MS's windows mobile.
Gæt engang, hvad jeg tror på. Af de 3 nævnte telefoner, vil Google’s Android telefonsystem tage alvorlige markedsandele de næste par år, og i løbet af 5 år vil telefonmarkedet se helt anderledes ud end i dag. På det tidspunkt er vores opfattelser af forskellige medier til forskellige formål smeltet langt mere sammen.
Mit gæt er, at vores telefoner bliver til betalingskort, og telefoni er noget med altid at være online, og ikke noget, der nødvendigvis sker fra en telefon, men snarere en sammensmeltning af telefonen og computeren. Fremtiden tilhører Open Source.
Tags: Android Microsoft Open source

Kommentarer