At arbejde med sociale medier er mere end blot at have en Facebook side
Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent
“Social Media is Like Teen Sex! No one actually knows how. When finally done, there is surprise it’s not better.” Sådan skrev Google eksperten Avinash Kaushik på Twitter. Og måske han har fat i noget. For hvor mange af os er egentlig deciderede eksperter på området når det kommer til stykket?
Mange ved ikke, hvad arbejdet med sociale medier indebærer
Jeg har for nylig deltaget i et seminar om, hvordan de sociale medier kan skabe værdi i en organisation Og det var på mange måder ret interessant, og gav mig inspirationen til at skrive dette blog indlæg. Det interessante er, at mange faktisk ikke ved, hvad arbejdet med sociale medier i virkeligheden indebærer.
Der findes mange andre sociale medier udover Facebook og Twitter
Når de fleste snakker om sociale medier forbindes det oftest med enten Facebook eller Twitter. Har du en Facebook side eller en Twitter konto, så er du aktiv på de sociale medier. Men det er langt fra sandheden. Der findes et hav af måder, hvorpå din virksomhed kan udnytte de sociale medier, og det gælder ikke kun om at være til stede på Facebook med en virksomhedsside eller lægge videoer på YouTube.
Vi skal lære at kommunikere på en ny måde
De sociale medier er mere end blot et værktøj. De sociale medier er nærmere en ny markedsdynamik, hvor kommunikations- og marketingsfolk skal lære at kommunikere på en helt ny måde og give brugerne lov til at være medproducenter.
Det er ikke længere envejskommunikation der er i fokus, men derimod dialogen, hvor det handler om at lytte og interagere med brugerne. Det handler om at være tilstede hvor de er, og forstå hele processen, og give brugerne lov til at komme til orde.
Kender du Trustpilot?
På seminaret var det en skræmmende lille skare mennesker, som arbejdede med sociale medier udover Facebook, LinkedIn, Twitter og YouTube F.eks. kendte størstedelen af deltagerne ikke webportalen Trustpilot.
Trustpilot er et forum på nettet, hvor alle kan skrive anmeldelser og læse andres anmeldelser af en given virksomhed og deres oplevelser med webshoppen, deres service osv. Hvis ikke du allerede bruger dette værktøj bør du, så snart du har læst dette blogindlæg færdigt selvfølgelig, få klikket dig ind på trustpilot.dk, og tjekke om din virksomhed er repræsenteret.
Få vendt en negativ historie til en positiv
Hvis din virksomhed er nævnt i negative vendinger kommer prøvelsen i at deltage i debatten på brugernes præmisser. Det er vigtigt, at du forsøger at hjælpe de kunder eller brugere, som har haft en dårlig oplevelse. Hvis du formår at få vendt en negativ historie til en positiv på trustpilot.dk, spreder du automatisk budskabet til alle de andre brugere derinde.
Trustpilot er derfor også et socialt medie, som er lige så vigtig som Facebook og Twitter. Sociale medier som disse bør være på din prioriterede liste over sociale medier, som du skal arbejde intenst med. For det kan godt betale sig at overvåge sit eget brand på den måde!
Virksomhederne skal turde slippe kontrollen
Min pointe er, at de sociale medier indebærer mange ting end blot at have en side på Facebook, som du opdaterer dagligt. At arbejde med de sociale medier handler om at kommunikere med vores kunder på en ny måde og turde give slip på kontrollen. Og når først virksomheden har taget det skridt, så er virksomheden kommet et skridt nærmere for at forstå de markedsmekanismer, som rører sig når du arbejder med de sociale medier.
Tags: Sociale medier Social Media Marketing Facebook Twitter YouTube Trustpilot

Kommentarer