Søgemaskineoptimering handler om mennesker
Anja Keller, Kommunikations- og marketingkonsulent
Søgemaskineoptimering handler om at markedsføre din virksomhed eller dens produkter på nettet, og om at øge antallet af potentielle kunder på din hjemmeside. Der findes mange måder at arbejde med søgemaskineoptimering på, og det kræver oftest en indsats på flere forskellige områder. Men en af de vigtigste huskeregler er, at søgemaskineoptimering i virkeligheden handler om mennesker og deres handlingsmønstre, og meget lidt om teknik.
Fejlen er, at mange tror søgemaskineoptimering kræver et diplom i ”rocket science”. Men der tager de helt fejl. Søgemaskineoptimering er hårdt arbejde ja, og det er en kontinuerlig proces, som kræver en del ressourcer og masser af tålmodighed. Men i bund og grund afhænger succesen af din grundlæggende forståelse for, hvordan Internettet, søgemaskinerne og brugerne fungerer.
Sæt dig i brugerens sted
Internettet er i konstant forandring, og vil være det altid. Det betyder, at søgemaskineoptimering også må være en dynamisk og kontinuerlig proces, der flytter og ændrer sig i takt med, at internettet også gør det. Derfor skal søgemaskineoptimering opfattes som en form for drift, og noget der ikke bør adskilles fra den almindelige etablering og drift af hjemmesiden.
Du skal prøve at sætte dig i brugerens sted og fokusere på, at du skal stimulere den menneskelige hjerne og ikke søgerobotternes algoritme. Du skal derfor ikke optimere for søgemaskinens skyld, men derimod for dine brugeres skyld. Hvis du altid har denne indgangsvinkel i baghovedet, så vil du aldrig gå helt galt i byen.
Pas på fup bureauerne
Desværre findes der mange bureauer, som ikke helt overholder den huskeregel. I stedet bruger de ufine metoder, som kun bliver lavet for at glæde søgemaskinerne rent teknisk, og uden at brugerne får gavn af det. Det resulterer i dårlige hjemmesider uden relevant indhold for brugerne.
Derfor er mit råd, at du blot skal give dine kunder, hvad de leder efter, og altid undgå de metoder, der virker imod søgemaskinernes forretningspolitik. Drop de bureauer, som kun tilbyder dig en slags metode. For straffen for at bruge energi og penge på at lokke overflødige brugere til din hjemmeside, vil i sidste ende ramme dig selv hårdest. Derfor skal du altid skrive til og for levende mennesker, og ikke til søgerobotterne.
Tags: Brugervenlighed Søgemaskineoptimering Webudvikling

Kommentarer