Forside  >  Ydelser  >  Gode råd om web  > 

Gode råd om at skrive på nettet

Mange opdager hurtigt, at de kommer til kort, når de skal skrive tekster til nettet. Og det kan være svært at se præcis hvorfor, for måske har du allerede en god sprogforståelse, staver udmærket og har været vant til at skrive. Men alligevel fungerer teksterne ikke på nettet. Det er der nogle gode og enkle forklaringer på:

  1. Web-tekster er journalistiske tekster – og det er en helt anden måde at skrive på, end de fleste af os er vant til
  2. Webben er et helt særligt medie, der sætter nogle præcise rammer for teksterne og hvor brugerne har nogle andre forventninger end de har til andre skriftlige medier

Vend teksten på hovedet

Princippet for en journalistisk tekst i forhold til de tekster, vi lærer at skrive igennem skole og uddannelse er, at de er ’vendt på hovedet’. Den traditionelle tekst (også kaldet den akademiske) har en indledning, et indhold med dokumentation og argumenter og slutter af med en konklusion. Den journalistiske tekst gør det modsatte.

Gør teksten kort

Teksten skal være cirka 50 % kortere, end hvis det var en artikel trykt på papir.
 Husk, at kort ikke betyder komprimeret eller informationsfattige tekster.

  • Skriv korte sætninger
  • Kom til sagen
  • Fjern overflødige ord
  • Glem brugerinstruktioner og velkomsttaler
  • Lav lister

Gør teksten læsbar

Når du læser på nettet scanner du kun teksterne. Det gør dine brugere også.

  • Skriv pointen først
  • Del teksten op i afsnit af 50-70 ord
  • Kun et emne til hvert afsnit
  • Brug enkle ord
  • Vælg kendte ord fremfor fremmedord eller fagsprog – altså kendte for modtageren
  • Undgå passivformer – skriv ikke "fremsendes", men "jeg sender"
  • Brug nøgleord i tekstens overskrift og forrest i sætninger (det gør teksten let at scanne). Nøgleord besvarer spørgsmålet: Hvad handler denne tekst om?
  • Kursiv er svær at læse på skærmen – undgå det

Gør teksten langtidsholdbar

Når du skriver tekster til nettet forpligter det, at du holder dem opdateret. Det er logik, men en gang i mellem kan det være en stor hjælp at gøre teksten tidløs. Det vil sige, at hvem – hvor – hvornår skal konkretiseres. Skriv ikke:

  • Hun er 23 år gammel
  • Hun bor her i byen
  • Nu, sidste år eller snart

Vær varsom med måden du udtrykker dig på:

  • Skriv, så det frister og fænger
  • Skriv korte sætninger, korte afsnit og korte tekster
  • Opstil så vidt muligt tekster i punktform
  • Gør dine overskrifter forklarende og uddybende
  • Skriv i et enkelt sprog
  • Skriv dansk – ikke for enhver pris, men overdriv ikke brugen af engelske udtryk

Lav brugbare overskrifter

Husk at læseren vælger teksten til eller fra på baggrund af overskriften.

  • De skal være klare og informative – ikke lokke, være kreative eller sjove
  • Overskrifter skal give mening uden for konteksten
  • Hvert afsnit skal have en overskrift

Udnyt nettets fordele

Nettet giver dig mulighed for at give dine tekster mere liv i form af billeder, lyd, servicefunktioner og meget andet, hvilket gør dine tekster meget mere læsbare og appetitlige. På nettet har du også mulighed for at bruge simple elementer som:

  • Relevante links for brugeren
  • Faktabokse
  • Portrætgalleri
  • Tidslinjer
  • Leksika
  • Ofte stillede spørgsmål

Husk…

At en hjemmeside ikke er lineær og den læses ikke fra den ene ende til den anden. Til gengæld giver den nogle fantastiske muligheder for altid at have den rette information umiddelbart tilgængelig. Det betyder mange links, mange facts, mange lister og gerne resumeer. Det betyder ikke mindst god struktur og mange overskrifter.