Resume: Effektmåling

For første gang i Adapts historie var Google foredragsholder på et af vores seminarer, som denne gang handlede om effektmåling på nettet. Thomas Bering fra Google Danmark kom og gav deltagerne et indblik i, hvordan de kunne arbejde mere effektivt med effektmåling, og hvilke værktøjer der var mest brugbare til forskellige vinkler.

Kolde fakta om nettet?

Thomas startede ud med at give os nogle konkrete tal på, hvordan internettet har ændret vores adfærd inden for de seneste 10 år:

  • Hver dag sendes der på verdensplan 118 miliarder mails rundt
  • 28% af alle europæere ser, eller har set, online videoer og online klip
  • 85 % af alle brugere på verdensplan har købt varer på nettet gennem en webshop
  • Hvis ikke en specifik vare er at finde på virksomhedens hjemmeside, så tror 50 % af brugerne ikke, at butikken har varen. Så selvom du ikke sælger dine varer online kan du stadig bruge nettet som en marketingskanal, og på den måde øge dit salg.
  • Der er over 300 millioner aktive brugere på Facebook.

Hvorfor bruge effektmåling?

Vi synes altid selv, at vores eget website er nemt at navigere rundt på, men vi har også klikket rundt på sitet en masse gange, og måske selv lavet strukturen og ”indretningen”. Vi kan ikke forvente, at vores brugere kan finde rundt på samme måde. Og hvis ikke brugerne finder, hvad de leder efter i første forsøg, så er løbet kørt. Brugerne har ingen tålmodighed på nettet, og lige præcis derfor er effektmåling vigtigt.

Værktøjer til effektmåling

Thomas Bering gav også deltagerne et indblik i, og hvordan du med stor fordel kan bruge de gratis værktøjer som f.eks. Google Analytics og Google Website Optimizer i dit arbejde med effektmåling på nettet. Og oven i købet med stor gevinst.

A/B testing

Det er vigtigt at A/B teste dine forskellige sider på din hjemmeside, hvilket er muligt i værktøjet Google Website Optimizer. Ved disse tests sendes der trafik ind på to forskellige sider med det ønske at finde den side, som konverterer bedst. Blot ved at ændre en lille knap eller en tekst kan siden konvertere 2-5% mere. Start med enkle og få elementer som fx to forskellige billeder, og se effekten af det.

Amazon.com som eksempel

Amazon.com er en af de virksomheder, som arbejder målrettet med effektmåling og A/B testing. Deres konverteringsrater er på 17 %, hvorimod den gennemsnitlige konverteringsrate er på 2 %. Der er derfor masser af guld at hente for dem som gider at arbejde målrettet med effektmåling.

Sæt altid mål

Internettet er dynamisk, og derfor skal dine mål også være det. Du kan ikke nøjes med at sætte dig et mål, og så læne dig tilbage, når målet er nået. Du skal hele tiden sætte nye mål og stræbe på at blive endnu bedre til det du laver.

Lyt til dine brugere

I dag er det i høj grad brugerne, der taler, og du har valget i mellem at lytte til dem eller lade være. Valget bør ikke være så svært, for flere test og undersøgelser viser, at du kan få stor succes, hvis du gider at lytte til dem og arbejde mere målrettet med effektmåling.

Vil du vide mere?

Hvis du gerne vil læse noget mere om de forskellige værktøjer i forhold til effektmåling og A/B testing, så har vi samlet en række links, hvor du kan læse mere om værktøjerne: