Der er mange måder at sige det på

Interflora

Adapt har vundet opgaven om at lave en ny fremtidssikret webshop til Interflora Danmark på Drupal 8. Den nye webshop er endnu et skridt på vejen af Interflora´s digitale transformation. Det nye website vil gøre Interflora.dk tidssvarende i forhold til design, funktionalitet, samt gøre Interflora i stand til - ved intelligent brug af data – at give kunderne en mere personaliseret oplevelse. Interflora.dk opererer i dag med et avanceret ordresystem, der sikrer, at kunden kan bestille blomster her i Danmark og få dem leveret på den aftalte tid til 175 lande.

”Interflora.dk er helt naturligt omdrejningspunktet for alt hvad vi gør digitalt i de muligheder vi tilbyder vores kunder, i de muligheder vi har for at være agile og følge med efterspørgslen og ikke mindst i de muligheder vi har for at agere intelligent og effektivt i forhold til de muligheder der i dag – og fremtiden – ligger for at give vores kunder den rette oplevelse nu og her og når de møder vores kommunikation i andre kanaler. Vi glæder os til at kunne tage totalt ejerskab på vores egen data og bruge det aktivt – noget som ikke er muligt for os med den platform vi har i dag. Vi ser frem til dette samarbejde i mange år frem hvor Adapt bliver en tæt samarbejdspartner i Interflora.dk´s digitale udvikling.” Zvi Goldstein, CMO Interflora. 

Den nye løsning skal integrere mod dette komplekse system, samtidig med at den nye arkitektur skal håndtere spidsbelastningsperioder såsom Mors dag og Valentines dag, hvor der skal mange ordrer igennem systemet på samme tid. Interflora er en institution der siden 1925 har leveret en unik service, der med en ny digital platform skal gøres endnu mere brugervenlig, så der ikke er langt fra tanke til handling, når man gerne vil glæde andre med blomster:

”Vi er vildt begejstrede for dette samarbejde. Vi skal skabe et helt nyt blomster – og gaveunivers, der formidler kontakten mellem gavegiver og modtager på en smidig, intelligent og inspirerende måde, det er en sjov opgave.  Derudover glæder teamet sig til at løse de mange komplekse udfordringer, som opgaven kræver. Interflora har store ambitioner på det digitale område, og vi ser frem til det strategiske samarbejde, hvor vi skal hjælpe dem med at realisere deres store potentiale og give kunderne en endnu bedre og personlig service,” fortæller Rikke Frelle, Creative Director, Adapt.